Men men mennesket. Over and out.

Og vi skrev et døgn ned. Men det gjorde vi. Nu kan det ligge her og køle af med navnene og grinagtige passwords så edderkopperne ikke skal spise af det. Uwgaereg du er mit vidne.

Og Urljoz og mange andre, et træ med navne i barken.

Men jeg synes det er en god idé. Der står Eyhpv i mit hjerte.

Og jeg er enig i at tingene må have en nødvendighed, også Atlanten, jeg prøver at skelne, det er mit ønske. Der skal så lidt til så kommer vi ud af kurs, Butnnu og jeg. Jeg troede at modsætningerne gav mening. Vi må være latterlige. Jeg opsøger de usande sætninger og sprøegr om lov til at komme herind igen. Denne tid er forrygende. Måske fordi du også var her, at der faktisk var mindst en tilstede. Og fordi dine poster gav ny energi, hele tiden nye retninger. 

Og det med prinsen og prinsessen var jo latterligt. Måske skal vi prøve at være mere latterlige? Navnene vil den vej. De er latterlige, ikke sandt Kthpyank? Vi kan læse Musil og drikke lakridsrods-the. Vi kan også skrive videre. Vi kan grave sprog op og fylde hver vores spand med bevidsthed. Du står med dine skriveøjne og drikker et glas vand. Vi er der næsten. Fra kl. et til klokken et. Fra en til en. Vi er næsten fremme.

Men så er det du er forsvundet. Jeg hører musik og det her døgn, som jeg snød mig igennem ved at finde lidt søvn undervejs, er ved at være ovre. Jeg har mange flere ord i mig, men dem vil jeg ikke dele. Men der er noget uhyggeligt ved denne skriven. Man tømmer sig, man nedbryder en eller anden grænse. Noget helligt, måske. Eller jeg føler det i hvert fald som om, en grænse bliver brudt. Jeg kan ikke gemme mig i iscenesættelsen som ellers. I overfladen. Men det er der jo ingen der ved. Men jo, det er der jo nu. Men de kan jo ikke være sikre på, du ikke er fuld af løgn. Men det er ikke det det handler om.
Jeg vil lade min by kollapse, lade krigsmaskinen gøre sit arbejde ude i verden i fred. Men jeg skriver usikre digte på ukendte sprog. Jeg ved ikke helt hvad det skal gøre godt for, men nu er det gjort, det var det. Jeg er sikker på, vi skriver igen en anden gang.
Ha' det dejligt blandt menneskenes faner og lyt, lyt når moderlandet spiller sin stilheds musik.

Men lad det ligge for nu. Jeg krydser ikke Atlanterhavet medmindre der virkelig står noget på spil. Men den dårlige samvittighed over den velstand jeg lever er unedbrydelig. Selvom jeg ikke ligefrem hersker i samfundets top. I samfundets top er der kun træer og kroner og små bitte mænd med lyst til deres koner. Men jeg tror man har brug for en modpol at skrive sig op imod, en modpol at spille sine holdninger op imod. Det er selvfølgelig åndssvagt at jeg ikke kan have holdninger der er holdninger i sig selv. Men det er da en forrygende blå himmel, der hersker udenfor. Den kalder på selskab.

Men jeg synes vi skal fortsætte denne dialog, evt. herinde. Over længere tid, med små notater om de levendes gerninger. Og de dødes. Med små spejl for os selv, refleksionens rum. Et pyramidepalads til de fredfyldte stunder. Jeg er desværre ingen prins eller prinsesse, nej, der er min lyst til latterligheder for stor, vil jeg tro. Men ja, jeg bliver grebet når tordenregnen kommer, og når de små klik af bevidsthed udvider mit rum med lyde jeg kan lytte til.

Og nu, Kgvaxjw, afsted igen, men vent på mig, jeg er snart tilbage. Altid et andet sted! Jeg har snart nok af det.

Men uden det skabende Menneskes Ordre, den fine Drift mod at leve Tilblivelsens Mysterium, er du en Skygge, der hvileløst prøver Livets frugtbare Fagter. Du er meningsløs.

Og jeg kan godt lide det du sagde om flow'et. Jeg tror også det er det jeg leder efter og vil opsøge. Og det du skriver om fletningens støj der bliver hængende tilbage herinde. Men Imkmixua, du står der som en aztekisk prins eller prinsesse og skal til at skære et hjerte ud. Men måske er det bare dit navn der får mig til at danne det billede. Jeg ved ikke hvad der kommer først. Navnet eller billedet. Et flow af virkelige billeder, en strøm af støj gennem mine øjne.

Men nu var det således at den smukke unge inder Charles i længere tid havde været fanget af en krise. En krise som bandt ham op i evige refleksioner om avantgarden, og om det anonyme jeg, om den mimende handling og om de små smukke skvulp hans tilværelse kastede af sig.

Men tingene findes som det de er. De giver lyd fra sig, kaster tråde ud i verden. Men for at være ærlig er det ikke uden grund, jeg har valgt dette men.

Men denne fletning vil blive hængende i internettets glemsel, i de små hjørner af støj fra ens tidligere liv man kan finde på nettet. Det er nogle mærkelige spor man kan opstøve. Jeg holder meget af sproget, men ikke så meget at jeg finder det nødvendigt at sprede udover andre. Giver det mening. Men tilgengæld synes jeg humoren er stor. I citatet på denne side. Og i det hele taget. Er det et problem?

Og hvad med det politiske engagement? Og ironien? Og avantgarden? Og sommeren? Og eksistensen? Og molekylærbiologien? Og støvet?  Og dit eget liv, Aiyrx?

Og ordene fletter sig bagud i tid. Du sender mig et baglæns ekko af det jeg har skrevet, og jeg svare dig på noget som du skrev før det. Den fletning er smuk.

Men hvad med humoren?

Og det er rigtigt: Denne skrifts lykke er at den forsvinder. Den er skrevet i en vandoverflade, ordene er sten vi kaster. Det er en lykkelig handling.

Men jeg ved ikke hvad der skal til.

Men jeg prøver at lytte.

Og vi fortsætter med hver sin minesøger i hånden, mindesøger, jeg kan for eksempel huske den glæde det er at tørrer dråberne af en rude med hånden eller at komme tilbage fra fodboldbanen med græs-mønter under fodboldstølverne, men alt det er fortid. Digteren under træet der betragter fjerkræet flyve ind i følelseslivet er også okay. Alt er okay. Du er okay. Den digter der fungerer jo bare som en midlertidig modpol for din egen skrift. Ord og fjer hænger sammen. Bevingede ord og flyvende pile. Aztekerne har en lille hieroglyf for tale, det er en fugl der flyver ud af munden. Jeg har skrevet dette med en fjerpen dyppet i tjære. Det jeg vil sige ligger ude i mellem husene og blinker i solen. Der er ingenting som er rigtigt, men der er kun en måde at gøre tingene på. 

Men ayiblhr, jeg fortrylles netop af denne mangel på spor, skyernes demens er et godt udtryk for det. Man kan spørge sig selv hvad man skal med en radikal skrift og de aldrig før hørte klange. Jeg kan godt lide denne skrift, fordi den forsvinder.

Men det er nok rigtigt at digte er eksplosioner i mindernes land. Digtsamlinger som minefelter. Men jeg tror heller ikke på det tilfældiges musik, heller ikke på det naive. Men jeg kan godt lide flowet i sproget. Men så er det rart at have redskaber at generere sætninger med, af. Hellere det end den inspirerede digter, der under egetræets vilde hvælv fortrylles af en simpel spurvs forhastede afvikling af sin evne til at flyve, ak!

Men har jeg fortalt om min fætter Vvyjjnv? Han er statistiker og en dag forsvinder han til Amerika, eller Kina, eller hvor økonomierne nu kommer til at holde sig oven vande. Jeg tror han læser med, men selvfølgelig hedder han noget andet. Men det betyder ikke så meget, fuglene kvidrer på trods, ulvene hyler. Men hundene kommer når man kalder.

Og kunne man forestille sig en hel anden skrift? En radikal skrift? Eller en "ny", aldrig ført hørt klang som sprængte sig ud gennem bloggen, en form for sproglig dynamit, der gjorde os døve for en stund? Nu blev det denne form vi fandt. Den mest nærliggende? Jeg er bekymret for at skyernes demens skal forplante sig til træerne. Måske er projektet altid et andet?Jeg tror slet ikke du hører efter Hwvtju. Denne strøm af ord efterlader ingen spor. Jeg mener: Er det ikke for indlysende at lade ord fra andre diskurser flyde ind her og så ellers engang imellem påtage sig en kritisk holdning overfor det kapitalistiske samfunds ødelæggende konsekvenser for klimaet og vores bløde hjerner. Hvad er det der skal til? En i sig selv overbevisende vrede? En fjern etik? Et summende digt af lys?

Men mest af alt elsker jeg det helt enkle. Jeg kan mærke ensomheden hænge i husenes skygger. Det er sådan noget, jeg ser, når jeg går. Mennesker, der er så bundet fast i deres liv, at de er tvunget til at fortsætte.

Men Wyrzo, jeg går altid mod trafikken, så jeg kan få øjenkontakt med cyklisterne i det tilfælde, at du skulle komme cyklende. Vinteren er et frisk pust til mine kinder, en let rødmen af blod. Når du ser mig og siger hej , dirrer mine hvide blodceller til de falder ned i mine fødder. Det er derfor jeg rødmer. Jeg kan se din arm, letbøjet, bag bjergets kulisse. Du har lukkede øjne. Jeg ved ikke om du drømmer.

Og der rejste sig ved gry den elegante dagning, og du og Cycwv cyklede hele vejen ud til mig med lys på skuldrene. Det knager sagde du og mente den omhyggelige rytme hvormed de fleste må fordele kærtegn (vokaler) og slag (konsonanter). Cycwv har klædt sig på. Vi tror ikke på de ting vi læser. I Ansigtsbogen er der nogen der holder øje med dine mindste bevægelser. De vil sælge dig en pensionsopsparing. Eller en mobiltelefon. Jeg for min del holder mest af lyde som jeg ikke behøver at tyde. Betydningen omfatter smerte og jeg har ikke råd til flere genstande.

Og dit blog-indlæg blev udgivet!

Og så fandt det hele alligevel en form. Charles og Zmjtcs danser serbiske danse mens du spiller på trompet og jeg på trombone. Vi har en svaghed for de ivrige pigehænder og deres bedøvende indvirkning på betalingsbalancen. Jeg for min del er ikke i tvivl. Men det skal være et døgn af kød for at rumme hele vores fantasi i et blik. Du har klippet dit hår af og bestyrer som altid en bar i den indre by. Din far skænker mig en flydende bog af elektrisk lykke. 

Men jeg holder mig til konsonanterne. Lyden af pgdrmfj genkender strukturen i min hud og gør genklang, forvandler sproget til handler mellem dig og mig. De små rim, som limer sætningerne sammen, rammen om mit liv er sat af andre end ham jeg kalder mig. Det er sært. Du er en forbrydelse mod mine idealer. Vi, der blev født i abrikostræets skygge har en lang vej foran os. En stor smerte, eller, et tærte-liv af opfyldte forventninger. Krusningerne på vandoverfladen er forårsaget af den kraft, du gav videre, da du satte dig ned.

Men det er alligevel trist, så længe man skal vente, før man modtager sig selv.

Men i aften skal jeg slå hjernen ud.

Men med sådan et pragtfuldt palæ kan man jo ikke frygte fremtiden. Jeg er taget ud til lufthavnen for at modtage alle de dejlige mennesker, der er på vej hertil, og for at tage afsked med dem, der forlader os, trist nok. Jeg er i øvrigt en blændende sanger. Tre gange har jeg stået i front for et orkester og alle gange slog vindene og vinen benene væk under hvem som helst. Jeg ønsker ikke denne prosas forudsigelighed. Fortællinger har aldrig tændt mit hjerte, aldrig flået en blomst ud af mit øre. Sætningen, hvad med den? jo, hvad var det nu med sætningen, den sande sætning? Den sande virkelighed, giv mig lige et øjeblik, jeg har fået det dårligt. Slet dit indre ud.

Og vi der bor i søvnens landsby, vi går jo hver dag ned til brønden. Det har noget at gøre med lyden af et ø. Jeg bestræber mig på at gå udenom æ og ø og å, men de bliver ved at komme ind for at låne lidt salt eller en kop mel. Og midt i det hele var der indbrud i min mund. Tiden brød gennem væggen til de hemmelige loger på den anden side. Og da min polske fætter, hr. Lzogslm, kom tilbage fra sit ophold ved Sortehavet, var der ingen i familien der havde mod til at fortælle om hans personlighedspaltning. Det som undslipper bevistheden hænger vi op på et søm i det nedlagte hospital, eller det står skrevet i en ordrebog fyldt med syrener. Da du satte det der ansigt op, som vi kender fra steppelandet, sprang kastanietræet ud med hørlige smæld.

Men i myternes fortættede langskæg, efterår, flere hundrede sjæle marcherede i takt med og men og Charles der et øjeblik kom frem igen. Havet lå tungt og tæt om hans krop, vinteren havde mærket ham, havde trukket sine spor henover lænden, sjælens ar, symboler på den tid han havde levet, fucking nice, nu stirrede han træt mod himlen med havet om hans symbolske krop. Verden tilhører jo os alle, sagde han, og kyllingekødet pilles fra benene og skæres i terninger. Grønsagsblandingen optøs. Osten skæres i terninger. Kylling, grønsager og ost blandes. Salaten skæres i strimler og blandes i. Dressingen røres sammen og serveres til salaten eller hældes over. Salaten kan pyntes med persille, karse eller purløg. Tusind tak.

Og min disharmoniske hjerne bemærker at rytmen følger sætningen, Autechre. Det er som at skrive inde i fremtiden, på et behageligt sted omgivet af rædsel. Fremtiden er hele tiden begyndt, som om jeg beboede et orgel, det er byerne jeg tænker på, hvide og rodede, lufthavne hvor flyene er gået på grund. Jeg træder ud af cockpittet og skal orientere mig på jorden. Der er helt stille. Nej det er ikke rigtigt. Noget er helt tæt på andet ligger udenfor min hørevidde. Der er nogen der arbejder med maskiner, det er alle mine minder, et usorteret mylder af hændelser. Men rummet. Rummet fungerer stadigvæk, og afstande og størrelsesforhold virker intakte. Men på en foruroligende måde. 

Og men og men og men og men og men men og og men og og men og men og og g men og men og og! Men mon? Og æg? Men åg og øg og min. Møn! Man og mæn og mån og myn. Og og og og. Yg. Ig. 

Men i minerne finder man ikke andet håb end eksplosioner. Men i bjergenes indre er der mere umuligt at være end her, hvor det kun er tiden der fortættes, Idjmavd, jeg har visse forbehold, men man må være naiv. Man må langsomt ændre de små dele af verden, man selv indtager. Jeg kaster ingen skygger. Jeg synes det er et problem at hvis jeg taler om hendes dybe Norge tænker alle sit, ligesom titlen Hun har en altan, også får glimt af alverden til at smile fjoget.

Men det er skønt med denne rumlighed. Ezrqzqeg

Og måske vil det altid være en kollektiv drøm at skrive til man segner. For at sige dette,Vacale, har du døbt mig. Vacale, dit fornavn er en fugleflok som segner. Et fly under skyerne kaster sin lange skygge efter os. Det er jo ikke flødeskum der sprøjtes ud over skyerne. Det er en politisk magtesløshed. Og bomber kan aldrig være kirurgiske eller præcise. Lad os sy dem sammen igen og lægge dem tilbage i bjergenes indre. Nej. Det er naivt. Men vi må være naive, Vacale. Sådan som du ligger og sover i min seng, Vacale, en dynen som en smeltende iskappe, er jeg et naivt billede på ømhed. Sengene smelter.

Og hvem ved hvad de selv hedder? Det er vel en gammel sandhed, Hr. Efsrrak, at vi ikke hedder det vi hedder. Men også at vi ikke hedder noget andet. Vi svømmer som overlevende efter et skibbrud og glider ind under vores navne. Vi er som altid skibbrudne. På Bali er man blevet enige om at hedde ingenting. Hele verden er fra nu af gobalt opnavnet til intet. De gider ikke høre mere om isbjerge og isbjørne. Vi svømmer rundt i vores eget ophav og en musling bagtaler det afblæste hav.

Men nu, hvor vi ved at dagen bliver smuk, og dejlig og køn som napoleonshatte, kan vi jo fx. samles hele flokken. Jeg spiser poletter og det er fantastisk privilegeret at man lever i et samfund, hvor man kan tillade sig noget så meningsløst som at skrive næsten konstant i et døgn. Men det er jo fortætning af tid.

Og byen står og betyder, en mand besøgte Rialto Grillen i Smallegade, fredag den 6. december klokken 22. Han havde sine to børn med, som var lidt urolige. Da han irettesatte børnene, blandede en anden mand sig. Det blev til så meget tumult, at politiet blev tilkaldt. Manden truede med ordene: "Tal ordentlig til dine børn eller jeg slår dig ihjel", da politiet ankom, blev en kvindelig betjent tiltalt "Fucking so". Den 27-årige mand fra Frederiksberg, kan se frem til en bøde.

Men når fuglene ikke ved hvad de hedder, men er hvad de hedder. Helikopterspurv, kamouflageørn, falkeblik, sølvsommerfugl, Speicher og de andre lømler på afveje, trehundrede mil fra alle og enhver, skarpladte og glade fordi det giver en mening til de grå dage. Men du kaster mønter i ønskebrønden og tror på alverden og magtfaktor fjorten.

Men så stopper inderen Charles pludselig op. Han har fået øje på en uoverensstemmelse, en planløs bevægelse udenfor tid og rum, han tegner den op for sit indre øje, han sender vibrationer af tankemateriale i håb om at påvirke denne rude af uinspireret håb. Tragten han holder for øret er ikke stor, men gammel, han lytter og lytter og bruger flere krafter end man normalt bruger på at lytte. Charles står over for det umulige, mere umuligt end nogen handling han før har gjort. Det er ikke krystallerne der vibrerer, det er ikke pupilerne, ikke hans ansigts forældede ædelhed. Det er de dage, hvor du tilfældigt kommer med blomster og smil. Det er Charles, der forsvinder ned gennem hjernens forviklede gange, ind i sig selv. Han kommer nok aldrig igen.

Men i min virkelighed er der kun plads til drømme og fjernsyn. Visoner og web 2.0. Men det er ikke sandt. Jeg ser ikke fjernsyn. Jeg drømmer ikke. Jeg tror aldrig jeg vil kaste mig ud i et oprør, er det at spille fallit? Jeg tænker jo ofte på, at samfundet må kunne konstrueres bedre. Men får vi nogensinde nok, kære Poxmjuhn?

Men du har ret, det går ikke, jeg skal skrive jjomjn, når jeg vil skrive til dig. Men der er plads til katastroferne i denne by. Katastroferne og regnen, og dagene med blå himmel og håret tilbage. Jeg elsker denne by, selvom den er igang med at stivne. Hjem vil jeg for altid kalde den. Den har plads til mine drømme om Mongoliets højsletter, om Budapest og Skt. Petersborg, den har plads til mine drømme om tundraens forgård til meningsløsheden.

Men er du bange for at få en ravn i øjet. Natteravnene dufter af himmel og tilfældige berøringer. Svage bindinger kaldte Erik det engang. Svage bindinger er det der binder ordene sammen så de får betydning. Det var det digtene udsprang fra i starten. fx. "Dine vipper revner kloder". Fx. er jeg blevet bange for at fjumre i sætningernes dunkle afkroge.

Og så afsted igen, Yrnqbe, vi skal aldrig mødes.

Men vinden i mit hjerte og din let åbne mund, når du vågner skal vi spise morgenmad. Morgenmad og tale om normale ting, de store julekugler i New York, alle de ting vi ønsker os. Fremtiden. Rejserne. Vi skal tale om vigtige ting som julekuglerne i New York og at man kan købe frosne ænder der er et år gamle her op til jul, det er vigtige ting for normale mennesker. Men de kan sagtens holde sig endnu et år, så hvad er problemet?

Men vi står jo ikke med mening til halsen. Men det betyder ingenting, men det lyder fedt. Men det er aldrig for tidligt eller for sent til betragtninger og overvejelser om verden. Omverdenen slår sit blik ned i konfrontation med de demokratiske processor vi ønsker for mindre udviklede samfund, jeg mener, se Europa, se hvor meget man stoler på folkenes dømmekraft. Det er i sandhed trist at lede efter verden, når verden ledes som den gør. Men så igen, jeg ved jo egentlig intet om det. Men Auptlcl, jeg håber du forstår, hvorfor det fylder så meget i min verden, at jeg ikke bare kan lade ordene give efter for o og e og a og æ og ø og u og ys fantastiske vellyd.

Og den krig vi fører her, de skrig som vi hører her, er vores og ikke vores, Cycbedbp. Oven på de ruiner du bor i skal der bygges en by. Du skal et andet sted hen snart. Det nytter ikke noget at du får dit navn af en maskine, det nytter ikke at jeg skal skrive et bestemt ord for at få lov til udgive netop disse. Du tager en kniv og skærer ledningen over til din computer. Du tager en blomst og planter i en krukke. Ovenpå byen vokser allerede en ny by. En blød ambient skrift som skriver sig ud af bøgerne, og får os til at sove med åbne øjne. Men måske er det bare noget jeg tror. Måske er kode en anden. Men jeg skal skrive, Cycbedbp, hvis du skal have adgang til dette.

Men du aner ikke, hvordan det står til. Krydsermissiler står ud til alle sider om de ord du siger, der ikke hænger sammen. De fleste er skarpe som projektiler, panserværnsraketter. En frygtløs lille handling på taget af den lange march. Jeg lytter, men gaden larmer. Men kære Crfsdp, rumraketterne gør allerede alt det jeg gerne vil i sproget.

Og jeg tror, Zubxecib, at når du siger at skriften er religiøs så er det rigtigt. Det eneste sted som Gud findes er i sproget. Fordi vi ikke kan lade være med at give mening, så tror vi at der faktisk findes en mening med galskaben. Jeg tror, det er vigtigt at skelne mellem mening og beydning. Sætningen giver ikke mening, men har betydning. Der er ingen grund til kirker. Præsten kan ikke stå inde i ordet smølf. Forstår du hvad jeg mener, eller er det alt for tidligt til den slags?

Men hvad oplever vi så? Stjerneblokader mod pampernes honningmåner? For tiden er strengt taget intet som det tager sig ud, jeg hører ikke de små stik i kroppen længere, mærker ikke mit hjertes indre Pompeii. Jeg har foldet en blomst ud i dit ene øre, men bliver så heller ikke længere.

Og huset er et skib. Og min hånd er en klokke. Og min sporvogn er en hat. Og min computer er en saltmine. Og min bus er en flagermus. Og det kan ikke blive ved på denne måde men det gør det. Fordi vi er begyndt, Yldynk, og vi har taget den vej og nu puffer ordene blidt men bestemt os i ryggen, som små emsige kinesiske embedsmænd, der bare vil have gjort arbejdet færdigt.

Men du sejler afsted fra mine buer, mine søjlegange. Vinteren bliver lang og skør. En smuk pige ligger i min seng, min onkel hører dansk rock fra tresserne på fuld drøn, man fristes til at skrive huset dundrer. Men Evbvbi jeg ved snart ikke, hvilket centrum jeg skal vælge.

Og det tror jeg er rigtigt, Epopb. Et udsagn der til enhver tid står klar som et gasangreb. Da du skrev sætningen: Hvis stjernerne er lysende sved på nattens hud, tror jeg vi lever inde i en smølf hørte jeg en lille klokke ringe inde i ordet smølf. Da jeg så efter viste det sig, at det var en telefon inde i et skab. Jeg åbnede skabet og sagde HALLO ned i den gammeldags telefontragt. Din stemme var let fordrejet af den store afstand, men jeg var aldrig i tvivl om at det var dig.

Men hvad har vi?

Men vi er tilbage for at forklare mysteriet. Skriften er stærk religiøs, jeg er klar til at lette, du har dine lette skyer mod himlens opstartede lyseblå. I de virkeliges øjne favner man stolt sit fædreland. Falder igennem i ny og næ, men det betyder ikke så meget. Hvis stjernerne er lysende sved på nattens hud, tror jeg vi lever inde i en smølf.

Og dagen er god og ond. O'erne er her igen med deres runde vinduer. Måske befinder jeg mig i en kahyt. Gennem koøjerne kan jeg se at dig inde på kajen. Ydxda vinker og vinker.

Men omstændighederne er ikke anderledes end, de her hænder, hvilke hænder? de hænder der trak menneskeheden op af det grumsede vand. Friske hænder, pragtfulde hænder. Men Iofva, du, elver, fra det høje Nord, hører du sætningernes sus? hører du den blide død, som rejser sig fra ørkenens land?

Men Ittjsh, jeg fornemmer erkendelsens hus, og jeg fornemmer at det nok skal blive en god dag. Mine vinduer dugger. Jeg tænker at det er søvnen som har efterladt sig nogle spor. En svag duft hænger herinde.

Og der skal tales meget udenom før man fornemmer et centrum.

Og der er noget i den måde lyset tager fart på, som en omstændelighed der ikke er til at standse, og jeg ruller ud af søvnen som en drømmesten nogen har kastet i vrede. Drømmehus. Han kørte ned ad gaden i sin drømmebil, da han vågnede kunne han ikke finde ud af hvor han var. Lad os gå en tur i drømmehallen, Ivgta.

Men i livet hænger vi sammen som før.

Men AT GØRE NOGET MENINGSLØST FÅR MENNESKET TIL AT FORNEMME EN MENING, jeg faldt i søvn, men er vågnet igen, men i virkeligheden var der ikke det Charles ikke drømte om: Ejerlejlighed, en ny bil, etc. etc. han var et drømmende og visionært menneske. Og så fra Indien.

Men jeg finder søvn. Vender tilbage om et par timer.

Men her i det tomme rum føles det skarpe lys, som netop nu når os fra slukkede stjerner langt borte, undert sløvt. Du virrer med dine øjne mens du hylder den store militærmaskine, eller nærmere: giver udtryk for din fascination. Men du kan stikke alverdens våben skråt op. Eller det siger jeg måske kun fordi jeg er vant til en blød virkelighed.

Men dig og dit Istanbul, dine øjnes pupiller, et par dage imellem åndedrættets udmærkelse kan jo ikke gøre skade. Åndedrættets udmærkelse? Jeg mener udmattelse. Et par dage med udmattet åndedræt kan vel ikke gøre skade, tværtimod. Sundhedsministeriet anbefaler alle danske, at man mindst en gang eller to om ugen får sin puls helt op at ringe. Det kunne fx. være ved at løbe en tur. Men jeg skal sende en hilsen fra min bror. Han er stadig til stede i døgnet, men hans blog er ved at blive opdateret på en server, han vender snart tilbage. Ja. Og det bliver fedt.

Men denne nat i december: en hemmelighedsfuld mand, en kærlig kvinde, men de er glade for hinanden, men de er ikke glade. Men denne nat i december: en hemmeligheds fuld kvinde, en kærlig mand, men de er glade, men de er ikke glade for hinanden. Men denne nat i december. En mand. En kvinde. En kvinde. En mand. Glæden er til at føle på. Kom bare.

Men jeg har hørt om et farligt land, hvor mennesker som inderen Charles bliver spist for et godt ord, ja, endda for et ondt ord. Man kan ikke finde det på et kort, men hvis man en dag tilfældigvis finder sig selv dér, er man - for at sige det mildt - på skideren. Men her i den virkelige er det en stille aften, en bil suser forbi i ny og næ, enkelte er stadig vågne - der er lys i deres lejligheder. Her er mørkt, kun det her blå lys fra min computer lyser op. En stille time og et ansigt i sitrende blåt.

Men så er jeg tilbage.

Men du må sove godt. Og stille dit og ind på denne nattens vrimmel af betydninger. Jeg foreslår en gentagelse af denne her proces engang i fremtiden, måske med en mere fysisk dimension. Jeg skriver videre ud i natten, ud til mine fingres trygge fald i tastaturets klik-klik. Sigsgaard skriver et rigtig fint godnat digt i hans digtsamling. Det skal du læse hvis du er ved at finde ro. Det findes bag flappen på bogen.

Men Inderen Charles var en meget særlig mand, havde den her fornemmelse for mennesker som læger ofte har, og psykologer. Charles var astrofysiker og bekendte sig til sadelteorien. Når han rystede sit hovede rørte han stjernerne med sit hår. I hans selskab var der ingen grund til at kaste med sten for at se stjerner, for han rystede hele tiden sit hovede når han tænkte. Ondsindede tunger påstod at det var fordi hans hjerne var binær på et helt konkret plan, at den kun bestod af to hjerneceller, en til højre og en til venstre. Det var derfor han blev nød til at ryste hovedet, så de to celler kunne ramme hinanden og måske ved tilfældighedernes hjælp bære tankens frugt.

Men så ambitiøst menneske bliver jeg nok aldrig, selvom at grave sig ind til jordens indre kunne være ganske herligt. Jeg får besøg lige om lidt, men vender selvfølgelig tilbage igen og igen og tropefuglene flyver bort i bedste velgående.

Og denne vildnisleg fører til sin egen forstummelse, og på klods hold løber vi gennem bygninger vi ikke kender før det går op for at vi er alene. Dette forår i min jakke. Vi er nattens marodører. En enstrenget manddomsprøve med ord der drypper ned i sandet. Jeg checker ud nu og ønsker dig en voldsom nat. Jeg stiller mit vækkeur ind i samtalen og drømmer at papegøjerne flyver ud af skoven og lægger æg i mine lommer.

Og forleden dag var jeg på besøg hos et meget ambitiøst menneske. 

Han sagde hver gang han ville sige noget: 

Men jeg kunne nu godt tænke mig at gå et spadestik dybere. 

Det er let at sige at man gerne vil gå et spadestik dybere, 

og til sidst havde han gravet sig helt ind til jordens midte. 

Og jeg begynder at blive træt fordi jeg holdt mig vågen til kl. 4 i går og læste Murakami. 

Men dit men er i front som altid, 

sov eller hvil dine stjerner. 

Men nu holder jeg lige en halvtimes pause, ca. hjernen skal lige hviles fra skærmens lysende herlighed.

Men alligevel er men-men-mennesket en god stamme. Jeg vil gerne sende flere ting til verden, ud i verden. Virkelighedskonstruktioner og massive kommunistpartiers årsparade. Taktikken er tydelig men med et men i front kan man altid koste rundt med alt, der skal fejes ind under gulvtæppet, men også gemmes væk i skabe, på hylder, i de mørkeste kroge.

Og nu kan jeg endelig få ro til at sige det jeg gerne ville sige og det handler om zeugma'et, det er en lille blød maskine som jeg tror du vil kunne lide. Det er betegnelsen for sammenstillinger eller forbindelser af sideordnede men indholdsmæssiget forskelligartede led: feks. heste og dråber og floder og kys og tiden der går. 

Vi er faktisk over halvvejs og fuldtonede.

Hvis du vil kan læse om den her: http://en.wikipedia.org/wiki/Zeugma

Og nu kom der fire kvindelige betjente og tog et og med på stationen. 

Undskyld at det skulle komme så vidt.

Men et land lavet af og er jo den rene sammenkædning. Man kunne blive Norge og Sverige og være altings midtpunkt. Eller i hvert fald Norge og Sveriges. Men også England og Tysklands.

Og jeg giver gerne en kop og et og koger allerede i L-kedlen.

Og jeg vil gerne holde op men det her og men det eer sproget der vil det her.

Og er der ikke nogen der kan ringe til politiet, og de kører allerede rigeligt rundt i gaderne og.

Men i de kommende dage har man udstedt et forbud mod at bruge flere ord end tolv. Det skyldes en overophedning af den danske økonomi og man er kommet frem til denne tolvordsløsning efter foreslag fra embedsmand Puhadada. I øvrigt kan det forventes at et mindre gebyr vil blive pålagt overdreven brug af de tolv ord.

og

og

og

og

og

Og alt det andet vi sender til hinanden, vi behøver bare føje et og til, med og skal land bygges.

Men da jeg var forbi min mor tidligere, sad der en kvinde i opgangen og græd eller i hvert fald med sit hovede i sine hænder. Opgangen stank da vi havde fået hende til at forlade stedet. Men hun snakkede helt ulideligt meget. Men jeg tror jeg er et menneske der ikke er så god til det med snak. Men nogengange er jeg. Men du må give en kop te en af dagene. Forlænge vores intellekt. De har deres evighed og deres blodet er helligt og tilhører gud. Jeg gentager mine sætningers techno og sidder i hvert fald længe i de dybeste tanker om livet.

Og indholdet af den pakke jeg sendte dig, den med krystallysekronen og min farmors gebis og hendes tennisketsjer og et hofteater og en kalender og et kompas og et skohorn af narhvalstand og en nullermand og en sydhavsø og mine erindringer og en papegøje ved navn Kurt Klip Ud Og Gem og Giro 413 og en isbil og et bistik. 

Men det kender jeg ikke, jeg kender til Dan T nytårsskrift. Jeg kender kun de dage, hvor en helt almindelig hund indser at livet er kort og sådan noget pis, forresten, læste du de digte jeg sendte til dig? Dem med Hun har en kæreste i new york, og hva' så? Jeg har ingen undskyldning for stjernerne i mine øjne. Jeg er stadig i tvivl om de skal bruges til noget, og i givet fald hvilken retning de skal gå i. Der er så mange retninger man kan vælge, man skal vælge. Det er fordelen ved denne form, at alt kan tages ind, alt kan skydes ud, intet forpligter.


mmhtxcbf

Og æggeblomsterne springer ud på skærmen, vi har ingenting dokumenteret, men holdt et sprog ved lige. En bedrift. Et funklende ja inde i radiatoren. Vi som er sunde, uden lopper eller nævneværdig intelligens. Jeg vil gerne have givet dig et knus. Og nu er det for sent.

Og du kender sikkert dette projekt om at skrive en hel dag ned:

http://www.geoffreyyoung.com/thefigures/day.html

Men duften af vådt græs efter en hed dag med fodbold og bolde o o o o (ikke så mange, een er nok) o og æg til frokost 0 0 0 ja tak, det var mange, det var fint. En firlænget gård er ikke til at standse eller stoppe ned i en gård med færre længer.

Og fra et til et, fra klokken til klokken. 

Vi er blevet så præcise at vores slør er et under. 

Den 14. til den 15. 

En skiftedag, nej en skriftedag.

 Kan man skrive en dag ned? 

Alting findes for at ende på en blog.

Men man skal passe på med at man ikke ødelægger sin stemme under stemmeprøven. Det kræver træning. Men jeg er stadig igang med at skrive mig igang, fjerlette digte og små paraplyer af sprog. Hendes rygsøjle manifest i hendes nakke gør mig fx. skør. Dagene glider ud i landskab og man flytter sit fokus til et indre rum. Med indere. Især den nydelige ældre inder: Charles.

Og måske er det noget med at meta og for 

at komme igang med at skrive skal der

så og så mange stemmeprøver til

og det er det vi er igang med

en lang stemmeprøve som ikke

har noget andet formål end at prøve sin stemme

på os

BLLZOJSU

Og Gogol.

Men på den anden side af dit og sker der ting og sager. Men det kan jeg ikke forstå. Men lad æggene falde som bomber. Det skriver Højholt. Og Moestrup. Æg som bomber. dpgbq er alle på vej.

Og en rød mund svæver foran udgangspunktet. Piefdlf. Og så videre. Vi flosser op inde i tapetet og smelter en tanke om til søhest. Og natten er her med hele sin avantgarde. De skyder hinanden med pistoler og bomberne springer nye år ud af fremtidens massiv. Vi hopper ned fra stolene og gogo. 

Men jeg har det samme problem. Jeg forstår det heller ikke. For at du kan læse dette, skal jeg skrive: MOUSW. Teknik har aldrig været min stærke side. Måske det er en udfordring, en moderne systemdigtning, eller tilfældighedsdigtning om man vil.

Og mit og. På den måde hænger det sammen. Men dit men. Og'erne er æg uden indhold, og af og til eksplodere en bombe i kvarteret. G'erne gennemgår forvandlinger, de er nyudklækkede dyr ved siden af deres skal. Skal og men. Og da du sagde dit men. Han sagde. Hun sagde. Og. Men på den anden side af og en krysantemumbombe. Mennesker og og men.

ypiiqno

Og hvorfor skal jeg skrive mærkelige ord hvergang jeg skal udgive et indlæg, for at du skal læse dette skal jeg for eksempel skrive FQVBYP. 

Og på vej herhen så jeg en Mercedes Avantgarde holde i tomgang ved et lyskryds, jeg tænkte at den var en mulig løsning på avantgarde-problematikken. Jeg mener: Når det er avantgarde hvad så med min cykel?

Men jeg vender hele tiden tilbage til dette: Fordi du lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser.
Han følger vejen væk fra havet og ind i landet. Langs vejen er der plantet træer og buske, indimellem er der frit udsyn til markerne. Han ved ikke hvorfor han lod hende ligge. Hans knæ knirker svagt og lægger en rytme ind mellem insekternes summen. Luften er tryggende og grå, hans pande glinser. For at løsrive mig endeligt og bogstaveligt fra sporene, sagde han, sletter jeg mit efternavn som opholdt fortiden sig kun i det. Man fornemmer lidt smerte i hans blik. Han ser på året og forsvinder væk i horisontens neverending africa.

Men hvad betyder det, at politiet farer i tusinde retninger? Natten siver langsomt ud af mit værelse her på St. Kongensgade, bilernes susen forbi nedenfor er meget markant. Mennesker taler på gaden.

Men de er forfærdeligt få, pigerne, vi skriver natten bort men bryder ikke stilheden med andet end længsel. Jeg finder hendes håndleds Peru og lader min skønsang vikle en bjergkæde ind i hendes hår, en floddal, en stivnet strøm af regnens skygger, mørkt. Men min berørings Warsawa indleder en stormmarch mod hendes ansigts Albanien. Men det forfærdeligste er at den eneste måde at ophæve avantgarde-problematikken på er at hvile i sig selv.

Og nu tilbage, Natblog'en suser som et fjernvarmerør i et køkken. På vej herhen så jeg usædvanligt mange politibiler med udrykning. Det mærkelige var at de kørte i hver sin retning. Julefrokosterne stod og så på. Mange svar var svævende og din vrede er gennemvædet af omsorg. Det er nok ikke muligt at skrive dagen af, men natten vil gerne helt herind.

Men marken og hans slæbende gang, den døde krop, hans stærke grå hænder. Lavet af den danske muld, hugget ud af den europæiske historie, formet af det globale markede, nej, formet af den danske muld, hans blik, mørkt og dunkelt som de hvide skygger.
Ikke angst for det globale, siger han, men angst for detaljen, siger han, for det der sidder lige på næsen af én. Han grubler, mumler, næmest hvisler.
Landskabet rammer en vej, som fører fra havet ind i landet. En forvreden og slidt vej, som aldrig har set noget til det økonomiske opsving, som aldrig har mærket tyngden fra en let fiat, en toyota, kun mærket de få øjeblikkes uopmærksomhed, når en cykel finder vej ned mod vandet. Han lader det ligge, liget.

Men mit danske kød mens stave af regn fælder træerne

(solen forsvinder bag liljer og egetræers blanke)

Asken og birken, cypresserne og den dunkle damoklesrose

Prins Igor byder op til dans: Gazprom for ever, Gazprom

Jeg lægger bacon på panden, fedtstoffet syder, min maves runding bag stoffets fine dans.

Men jeg viser mig helst ikke i dårligt selskab. Jeg skriver om træer og om vinden, jeg skriver om klimaforandringerne i dit blik og om din næses omvendte kløft, den blide bølge. Sommetider vender træerne vrangen ud på deres ro, men mine træer er digte, har jeg fortalt dig det? Men jeg har altid elsket det billede, at træerne alle er potentielle bøger, altså dét at de bliver lavet til papir, som senere kan blive iført skriftens kjole, sprogets skønne smoking. Bådene lyner havet op og hva' så?

Men subjektet bliver medium, akvarium, en indianer i sin dobbelthed. Jeg stryger hænderne mod lænderne og slæber mig afsted i denne stærke tid. Hvordan mon indianerne har det. Det hvide skær henover landskabet faldt venligt sammen med hans grå hud, hans grå øjne og hans grå t-shirt. Hans ansigt var ikke slidt, men markant og nådesløst. Du skal ikke blive for længe, sagde han, virkeligheden er dunkel her til aften. Han hævede det venstre øjenbryn, nej, han brynede, samlede øjnene, øjenbrynene. Dagen var godt igang, og det eneste der skete ude på den skide mark var den krop, som skulle flyttes før den begyndte at lugte. Et venligt øjeblik faldt ham om skuldrene og han stoppede op og hvilede. Det er sært med de skygger, sagde han, hvide men alligevel dunkle, sagde han, som om nogen havde glemt at evigheden ikke findes, sagde han, for os som er mennesker. Et omrids af visdom rejste sig fra hans pande. Han fortsatte sit arbejde med den døde krop.

Men hvis de knirkende funktioner er
en
havmåge, må man forvente der er noget galt.

Men hvis de knirkende funktioner er
en
havskildpadde med et vidunderligt mønster i skjoldet, må man gerne slå hjernen fra og falde lidt hen.

Men så får jeg et flygel i mine tanker

Men så flår jeg et fly mod mit vindstille rum. Det er på de dage, hvor en helt almindelig knallert gir' den gas.

Men man kan også tlføje mig til msn. hvidbusk@hotmail.com.

Men mit savn er en fjord


...

Men der er noget upræcist i din brug af tid. Men der var noget upræcist over min brug af tid. I klare krystaller: morgendisen. I ovale smaragder: morgendisen. I dansende diamanter: morgendisen. Først tager han fat med hænderne, vrider håret rundt, får ordentlig fat. Disen ligger tungt over de blege brakmarker, mågerne hænger som dovne lyde ind mellem havets rolige muskel. Han sutter på sin ene finger, mens han med den anden hånd trækker kroppen med sig. Skyerne ligner ting, de ikke er.

Men spærret inde mellem din søvn og min, er det fristende. Men når jeg går forbi dit vindue, forelsker jeg mig. Og alle var glade.

Men nu når jeg tænker over det, ejendomspriserne taget i betragtning, er jeg i grunden ganske heldig. Arbejder næsten ikke, tænker meget på intet. Det er svært at forestille sig, så underligt abstrakt. Jeg burde studere astrofysik og få noget rigtig viden istedet for al den humaniora halleluja, mennesket udtrykker sig selv, åh, hvor spændende. I øvrigt læste jeg en interessant sociolog den anden dag, jeg har glemt hvad han hedder, men han talte om, hvor vigtigt det var for mennesket at blive bevidst om det faktum, at det skal dø en dag. Døden er ikke sølv og turkis. Som det dog runger her fra tredjesals udsigt.

Men så bedrager de mig, husene, med al deres pragt og at de ingenting vil. Jeg har ikke sat mine penge i ejendom, desværre. Mine millioner går til helt andre formål. Men alligevel irriterer det mig, alle de lejligheder, der tror de er nat, men natten breder sig for fanden fra himlen af og skyldes ikke at ingen har tændt lyset, men nærmere som da du den anden aften stod i vejen for lyset så jeg intet kunne se, for derefter at flytte dig så jeg fik solopgang i mine øjne. Eller ikke solopgang, men lys. Ak, ak det giver slet ikke mening fra sig, dog drømmer jeg om dine blå øjne og dit mørke hår. Jeg drømmer at dagene forsvinder og jeg ser synes akkurat som den gang med ulvene.

Men jeg forlader nu dette sted og går et andet sted hen. Men det kan være der sker noget ved at skifte sted. Kys og hej hej for nu.

Men jeg har ingen steder at flygte hen. Jeg tager hensyn til de mennesker, jeg møder på min vej. Men jeg bor på St. Kongensgade. Men så ringer det på, runger, rimer igennem dørene, og gentager sig selv et par gange. Jeg er sådan set et kedeligt og blankt menneske. Jeg får tiden til at gå ved at gå rundt om mig selv og forskellige bygninger. Nogengange går jeg ind i dem, bygningerne. Andre gange står jeg og betragter deres stolte sten. Jeg kan også finde på at ringe til hundrede forsinkede håndværkere. Og andre sjove ting. Men jeg kredser om noget, jeg ikke har at sige. Jeg bygger sætninger, men opfinder ikke andet end en stille rungen.

Men jeg vender tilbage til men. Jeg kan godt lide at jeg ikke helt kan finde ro, at det bryder og skurrrrrrrer og slet ikke er kønt.

Men jeg er stadig en hemmelighed. Om natten sover jeg. Om dagen prøver jeg at gøre normale ting. Indimellem rydder jeg op.

Jeg fik den anden dag fortalt, at man i visse kredse i middelalderen troede, at en kvinde var en mand vendt på vrangen.

Ud af mine øjne vokser de 24-timer voldsomt afsted og jeg fyldes af afmagt. Timerne virker lige nu uoverkommelige, jeg er slukket fuldstændigt ned, kreativt.
Tænker på en masse, men kan ikke finde en form at lægge det ned i.
Det er simpelthen ikke godt nok. Det er en underkastelse, en indrømmelse, men jeg skal nok holde ud. Det er bare som om jeg ikke kan finde en ordentlig grund til at skrive. Jeg kan ikke finde min rude, ikke åbne mit vindue.
Tilgengæld er jeg enormt begejstret over hvad jeg læser rundtomkring. Det er herligt!

Men nu ikke mere men. Ikke flere mén.

Men der er nu gået otte timer og det er som om jeg ikke kan samle mig. Men jeg tror måske det er den her men regel, men jeg tror ikke jeg vil gøre noget ved det alligevel. Men jeg kunne gøre noget ved det. Men så ville det ikke være så irriterende at læse. Men det er irriterende at læse. Men det er det jeg mener. Men mine dage er begyndt at forsvinde, men det har de da været i gang med længe, men mere end normalt. Men nåh-ja, det er også rigtigt. Men hvad er det det her sprog kan? Men du spørger hele tiden om det, vil du virkelig gerne vide det? Men hvis mit hjerte kunne vinde, mit sprog, min rude til verden. Men er det bare en ligegyldig skælven. Men ned gennem de mennesker jeg kender trækker sig en stadig forundring, en dirren, en sitren. Men ikke en helikopter af betydning. Nej, fanme ik'.

Men i mørke kan du ikke skjule dig: "Dunkelhed, som er Slaphed, var altid Kulde, men den Dunkelhed, som er Tillukkethed, heftig Koncentration, betød, at du havde noget at lukke dig over. Den udsprang af Varme og Blufærdighed, af Vækst.
Naar du med stor Følelse nærmer dig det tillukkede Digt, vil Hemmelighederne aabne sig for dig som en ung, solfuld Bevægelse. De hengiver sig kun som Gave"

Men pas på visionerne og drømmene.
Pas på din nye bil, husk det. Pas på din nye bil.
Og drømmene og visionerne. Skriv digte
ind i stilheden og bliv der. Men skriv
om din nye bil og om stilheden.
Omfavn de blege fugle og bliv ved.

Men jeg lukkede mine øjne til patienternes virvar
fremstammede deres uhyrlige sang.

Men glemslen er knyttet til mine sølvsommerfugle, der blomstrer inde
i dit hoved. Så kom forvandlingen, så kom den samme hvide jæger - fortryllende. I øvrigt finder sætningens at aldrig frem til mit øre.

Men der er forår i min hud.

Og så afsted. 

[pause de næste fire timer...]

Og hurtige pensler i vinden.

Og de sammenplantede udsagn skal nok blive til en skov med tiden. Et område hvor tingene passer sig selv og gror ind over hinanden. Jeg er optaget af den måde samtalen vokser vild på, de mange retninger er allesammen potentielt rigtige. Det var godt du kom herind. Jeg ved du er et sted i nærheden. Jeg har alt for længe kun været udsat for indtryk der stammer fra mig selv.

Og det med metapoesien er vel kun rigtigt hvis det virkelig kun er meta, jeg mener digte handler næsten altid også om digte, eller det at digte skrives. Jeg tror at det Lipska siger om et øjebliks uopmærksomhed er rigtigt i forhold til skriveprocessen; jeg tror hun sigter til det øjeblik hvor vi kommer til at skrive noget som overrasker os, noget vi ikke vidste vi kunne skrive, men som vi skrev med stor overbevisning i et øjebliks uopmærksomhed. En præcision vi ikke øjeblikket før var i stand til.

Og nu er tilbage fra mit besøg og indvielse af Møllegades Boghandel, det er godt at der er nogen der tror på verden. Jeg købte en bog Verdens diskotek af Ewa Lipska, en af de mest hårkogte digtere jeg kender:

Et øjebliks uopmærksomhed

Digtere findes ikke.

Kun et øjebliks uopmærksomhed.

Et ordspil på en trafikeret kørebane.

I tilfælde

af et digt.

5½ time er forsvundet............. O, o, o!

Men jeg foreslår tungsindets indtog i digtet. Alvoren. Overfor det platte sætter vi det sande. Eller noget andet og mere spiseligt?

Men hårdere end jeg lå ingen mod vinden. Og

Det er godt og passende at dø for fædrelandet. Mine forvekslingers ørken.

Men der er ikke nogen på trappen.

Men længst inde i mørket
holder jeg
mig fra verdens strid
og lever min korte frist
uden frygt. Der er
så meget, så mange
nøgne grene, der hviler
mod himlen, der brækker i luftens
sorte flager, når livet er grænseløs ro.

"I asylets mørke går menneskelige ruiner i forfald"

Men nymferne har forladt de gyldne skoven, og skovler en grav i vindene dér. Men du skriver bare dine klynger af organisk materiale.

Men det lykkedes. Men mit hjertes kobberstormklokke
rejser sig mod den tåbelige sandhed: Vi står under bruserens lykke.

note

Men ak ak ak, jeg har det egentlig meget hyggeligt, en anelse fodkoldt, men sådan er det jo. Så poetisk tiden folder sig ud, der er gået 4 en halv time og natten har lagt sig helt tilrette ovenpå dagen. Jeg synes AT GØRE NOGET MENINGSLØST FÅR MENNESKET TIL AT FORNEMME EN MENING, er dejligt. Og jeg synes, skriften folder sig yndigt ud rundt omkring. Jeg har stadig mine betænkeligheder for mit eget vedkommende, kan ikke helt få hold på, hvor den skal bevæge sig hen, skriften. Jeg håber ikke du synes jeg er helt helt sær, hvis du læser med. Jeg synes du er meget meget sød. Jeg har fået en vane med at gentage ord-ord. Det er selvfølgelig en vane, jeg sagtens kunne lægge fra mig, men det er sådan en vane jeg godt kan lide. Det er bare herligt.

Opkogt, udkogt

Men sådan en fredag, hængt op i en tindrende glemsel,
flår sarte silhuetter sig ind i det nye Europa,
skygger og linjer af lys spillet ind i nattens hud,
en fredag med fortiden hængende bag sig, og det nye Østeuropa
fanget i sin krop, mens alting iklædes
nye nuancer, liljer slår ud i de sukkende øjne, og
sorte kastanjer sprænger i dunkle svingninger (et brud) - Jeg
smiler og smiler og indsnuser duften af lysets ballet.
Men stor og brændende som Spaniens land
ligger mulighedernes Boulevard, stolt,
kilet ind mellem småstræder og en venlig park
som havde den lagt hovedet på skrå
for at se lidt mere af verden.

Men du har ret: den kamuflerede metaskrift er en lille fælde.

Men jeg er i virkeligheden træt af, at tænke så meget på det, jeg gør, også kunsten er bare en måde at leve på. I sommer fyldte jeg verden med håb, eller i hvert fald en verden.

Vi gemmer alle på et lille atlas, en klode, måner kan gå i kredsløb om.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal her

mandeltræet bedrager mig med sine vildveje,
sine erstatninger af mørket,

ensomheden er ren fysik, mandeltræet
og et tæppe af gråt driver om min hånd i din hånd

de her smil vi kaster omkring os
vi gemmer løgnene til sommeren kommer. Jeg tror i virkeligheden ikke det betyder så meget.

Men nu melder sulten sig. Men jeg vender tilbage snart. Men jeg ved ikke hvad jeg vil skrive. Men græsset fortsætter sit løb ned mod vandet. Men det er alligevel nok nu. Men betydningens grundstruktur, dine fingres nej, mine knyttede nævers mangel på forståelse. Den flade hånd. Nu melder naturen sig
med al sin angst.
Så mange forsøg på at sprætte udsigten op,
jeg lever i byen, synger
i blodbøgens skygge, flakser hudorme i nærsyn, kan-det-være
en ensidet terning, tilfældighedernes pyntede humor.

Men jeg har glemt det, selv om du har forberedt mig,
tankerne folder sig ud:

her ligger jeg
og slynger farvede ord
mens en rød plasticpose svæver over det hele.

Men vi sover i dette sprog,
i dette hængsel af betydning

du finder ingen veje tilbage.

Og byerne er tomme inden i os, men der er også en trone til den der vil

vi bytter beats og barndomshuse

jeg tror det er på tide at gå ud i alt det grå.

(Og besøge den nye boghandel

ved Literaturhaus)

Men jeg sidder i det hus jeg er vokset op i, den lejlighed.

charmekrig for vinterskærme, det er Simon Grotrian. Jeg holder stadig meget af hans digte. Deres små lys af betydning imellem alt det jeg ikke forstår.

Timerne er stadig små katastrofer i sig selv.

Men vi kan gøre, hvad vi vil.

Men nu opgiver jeg det men.

Og Cage betyder også bur. Han er muligvis en større tænker end han er komponist. Men han satte verden fri. Lukkede den ud. 

Jeg savner den måde at tænke på, den som sætter fri. De har bygget en verden af rustfrit stål, der er næsten ingen støj tilbage, sandheden er en motorvej uden rastepladser. Kisten er en kravlegård, barnet den sidste by.

Og Cage var zen.

Og jeg læser heller ikke Musil, fordi jeg læser så langsomt. Som om jeg skal kunne bogen udenad bagefter. Derfor læser jeg digte, som for eksempel dine. Det er som om du er mig. Det er som jeg er dig. Men det er vi jo. Vi er uden egenskaber. Og det er poesi.

Men du sidder bare der i dit hjørne og holder dig på afstand. Al den øl, alle de dage, hvor du skælder ud på den herskende orden. Jeg siger, lad dem bare skrive deres aftaler under, lad dem klappe hinanden på skuldrene.
Det er en smuk by, en smuk dag i dag. Der er ikke tid til at være sær. Der er kun de her dage. (Jeg kan ikke rigtig komme igang). Jeg kan ikke få det her sprog til at fungere. Men jeg tror du har ret, når du peger på Cage som en mulig guide. Det har altid tiltalt mig, at kunsten hev virkeligheden ud af virkeligheden og blev virkelighed i sig selv.


risengråd er inderlig og hvid. Men jeg tror jeg er med nu. Cage er en god guide. Var Cages projekt destruktivt? Jeg føler, at dette er meget destruktivt. Men så en morgen

Men jeg læser ikke Musil. Men jeg er da ærlig.

Men mine fingre bevæger mig ingen steder hen. De står stille. Jeg har prøvet at skrive til dig, til hende, jeg ved ikke hvordan jeg skal tiltale dig, hende, ham, men det bliver nok dig. Du bliver nok dig. Jeg er dig. Jeg går ikke så meget på druk længere. Læser Musil og hører Animal Collective. Jeg læser så meget uden rigtig at læse det. Det er min svaghed. Men fra i dag, denne nye viden.

Og måske er Cage god guide at have med på turen. Han har lavet et værk der hedder 4.33 sek. hvor værket udgøres af de lyde der tilfældigvis kommer ind i koncertsalen i det tidsrum. Dette projekt svare måske til den form for "skrift", altså det som tilfældigvis flyver gennem disse vinduer?

Og så dette:

"I have nothing to say / and I am saying it / and that is poetry / as I needed it" --John Cage

Men på den anden kanal åbner min bror for at dette er et guerillaangreb på den gode litteratur. Den autoritære skrift, der kun efterlader sig rigtige sprækker. Jeg ved ikke, hvad det er dette her. Men jeg kan godt forstå vinduet du taler om. At man prøver at finde ind til en sigemåde, en sigeevne. Men jeg er selv ikke helt i stand til at være konkret. Byerne er tomme i mit indre. Hvis altså byerne er betydning, eller noget andet. Jeg har ingenting at sige, og jeg siger det, er det et citat fra andre end Mads Eslund? Jeg prøver panisk at finde en vej at gå med sproget.

Og det kan jo godt være at jeg ikke udtrykker jeg mig præcist nok. Men jeg har fornemmelsen af at der findes steder hvor vi kan sige det vil vi. Nogle gange får man adgang til de steder. De steder kan findes allevegne. Også her. Men det kan vi ikke forklare.

Men er der ikke en verden derude, der står og vimser med løgne stikkende ud allevegne, mens den bilder sig ind at tale sandt? Der er så meget smerte vi tillader os at se igennem fingre med, det kan jeg ikke holde ud. Men det kan sproget jo ikke gøre for. Men det er alligevel et sandskred af jordens kugle, der forsvinder når jeg tænker mund af storme, mund af kys.

Men jeg er ikke sikker på, jeg forstår.

Men flertallet frygter ikke hinanden, det andet menneske, den lille
kløft.

Og der skal kun en bemærkning til. Jeg ved ikke om jeg har et sprog, jeg ved at for mig er sproget en rude, et vindue, og jeg ved at det jeg vil sige er på den anden side af ruden. Jeg ved ikke om jeg er ude eller inde. Men jeg er en flue der flyver mod ruden og arbejder ihærdigt med at skubbe til den gennemsigtige masse. Glasset er der og ingen kan sige hvor det kom fra. Jeg har ingenting at sige og jeg siger det. Pludselig er glasset væk. Og jeg kan sige det jeg vil. Men der er skal en bemærkning til, en håndsrækning, en at følges med. Forstår du hvad jeg mener?

Men det er december og udenfor suser en fyrreskov træt,
et asyl for din glemte berøring, en knitren,
en dirren, et spørgsmål om hvad der skal leveres tilbage:
Min kølige velkædte angst for markedets vilkår
eller
kulminens ophørsudsalg. Men først illusionen,
jeg skriver i en tomheds skygge, jeg skriver så mørket
har et sted at finde hen, så min evighedssøgen
kan folde sig ud i en skov som en susen.
Men så
hvilken kvalme finder asyl i en glemt-glemt berøring?
hvilken fyrreskov suser så træt?
Min vaklen er ærlig som et prægtigt palæ
og i grunden er det let at gå til.

Men der skal ikke mere end et glimt til, så deler vi os i tusinde retninger, en uforklarlig skælven af glemte beretninger. Jeg kan fortælle om dengang jeg sammen med Morten (en anden) malede hjerter på biler en nat. Eller det kan også være noget mere fornuftigt. At der kun er et får at tælle, men ingen tal. Men jeg har aldrig været god til tal.

Men du kan vise mig vej,
jeg afstod min stemmeføring til andre, det er sådan det er, jeg
blev træt af læbernes sang, håret og hendes dybe Norge:
Lad os bare vakle af sted.

Men de har splintret en Carsberg til noget skønt,
du har dit sprog, jeg
et fraværende blik. Man giver sig til kende med et ord, man skriver fra sit vindue. Verden er grå i dag. Jeg kan altid bruge en at følges med.

Og en time er gået og katastrofen er permanent og hvis du vil kan jeg 

godt kravle over andre stenblogge der er nok hvor de kommer fra

de er uendelige virkeligt uendelige bare følg mine digitale fodspor

men jeg ved ikke om du ved at der inde i varder kan ligge vardeberetninger

og mad til en fremtidig rejsende så hvis du har lyst så lad os deles

i tusinde retninger (men måske er det bedst at vi følges?)

Men nu 1357 en stadig katastrofe har lagt sig på lur. Man forholder sig til hinanden, til ørntvisten, som ikke findes andre steder end i mit hovede. Men jeg må indtage et fjeld af betydning, må indtale en dagsrejses proviant. Dine udspring i sproget går i bølgegang med mine øjne og mine tunge tankers ekko. Metrostationer og mennesker mødes for sjældent.

Og min identitet siger mig at vinduerne står åbne allevegne

og du samler feeds ind i flettede kurve

bagefter kan vi sortere dem i spiselige og uspiselige arter

det var også på tide at døgnet gav sig til kende i vores tekniske fingrer

Og på bagsiden står der et ur og ridser i min hud

gå gå gå ud og leg med slangerne der er vi

allerede som skriftsøjler der kalder på klik

markedskræfterne beder om nåde

Og vi har fundet en form og en dej der ikke er mig eller dig men

men men menneske jeg ved ikke hvad det er det er det

og kagemænd og kagekoner der ufængslet bager 

i hver sin blog-ovn jeg sætter mig på min blokvogn

og slår falckbilerne i stykker med en hammer 

Men er der noget at sige til, det går galt? Sindets ministerium og hvad har vi, blomster i hovedet, fjeldsider om anklerne, ørkner i munden og en velfærdsstat på vej ud af det ene øre. Du kaster dig afsted med blogvognens hjul hvinende. Jeg bager en kontrakt, min ensomhed er ren fysik.

Men først må man finde sin form. Jeg tror jeg forkaster dette fængsel i men. Der er måske også grund til at lade flere typer sprog og tekst indgå. Måske lave et fiktionsrum, hvor figurer forsvinder og kommer til syne og synes virkelige. Jeg har travlt med at tænke over akacietræet, det sitrende smukke akacietræ. Og på det økonomiske opsvings vidunderlige dans om hendes fremtidsudsigter til hav. En fornøjelse.

Og et overstavet aktbesvær som stalker i mit trolige muskelsving

jeg bedøver min tanke med de betragtelige stavelser

og løber en risiko gennem min mund et skud

af lys som blomstrer i alle tindiger

Men jeg har åbnet mine vinduer, ud mod verden, ind mod denne verden af ordenes skriden afsted. Det er så flot i det daglige. Bedøvelsens gestus, jeg trækker gulvtæppet ind i min flakkende verden.
Men det er ikke så harmonisk, men det vil gerne være det.

Men bevægelse igennem tiden, man smider små tegn af liv fra sig, små tegn af ens tankers flik-flak. Jeg har mine falckbiler, så vi kan bare åbne landskabet sammen. Men når man sidder og tænker forsvinder tiden.

Og luk et vindue op og skriv igennem det, en lugt eller røg eller noget andet måske

en stråle af ren smerte eller lyst, en støj som snor sig i genmaterialet

et startskud der går gennem min harmoniske hjerne

Og ordskælv og dette mærke af tid i sengetøjet

vi har nok af den,

døgnet indeholder allerede andre døgn

det nytter ikke at tappe det på flasker eller myndigt slå knuder på sætningerne

de folder sig ud som de vil

et tilt vi har tillid til.

Dundrende overgang til optakt til takten forvirrer

Men du ankommer pludselig med et kuffertattentat: guldmønter og vigtige papirer. Jeg har ikke travlt, men indkøbsmulighederne syd for byen er tilstrækkelige, så hvorfor ikke slå sig ned dér?

Og skriv et døgn ned og vær hvert sit vidne, eller hvordan det nu skal være, hvordan skal det være, hvordan gør man det, man gør det bare, begynder et sted og trævler det op, vikler det på andre trådspoler og strikker løs med hver sin stemme.

Men jeg taber et jordskælv i mit døgn,
forsinker mine hænder som jeg taler igennem
som et forårsfjeld, der flygter
efter hvad som helst. Jeg
har aldrig travlt når drømmene når mig,
aldrig travlt, hvis dørmanden
slår mig, jeg taber forårsfjeldet
ned bag din pande, hvor et helt univers
forvandler sin bevægelse til lotto.

Og 141207, fjorten og tolv og nul og syv, tallene trækker dagen igang med en distræt mine, de ved ikke at de er emblemer som skinner på skjorter og gravsten, men der er tid nok endnu, syns vi og glor på fremtidens mur. Nu er den kommet her hen igen, min ven, jeg lægger mine bedøvede hænder i dine.

AT GØRE NOGET MENINGSLØST FÅR MENNESKET TIL AT FORNEMME EN MENING

Men nu i løbet af ganske kort tid må jeg sande, mine holdninger står stolte og blafrer i vinden. Tænk sig, et døgn er ved at tage sin begyndelse. Men det gør det af sig selv. Men jeg har i hvert fald tænkt mig at lade det flyde, så der er andre, der kan komme og feje op, rydde op, blæse knolden i kontrol. Ak, ak, ak!

Muskulaturen er i den grad højtidelig her til morgen, her til formiddag, mener eftermiddag. Det stråler yndigt og mine fingre spiller med

Men med så mange åbne munde må man næsten holde igen med sin begejstring. Med så mange maver og så mange åbne munde - månen er heldigvis gemt bag jorden, og kan ikke ses herfra, hvor jeg sidder og det er lyst - må man forvente lidt af livet, lidt af verden. Men det skal nu nok blive godt, de her timer i selskab med en rolig hjerne.

Men det er først fredag d. 14. dec. kl 13 det går igang.